Mange investorer vil nok huske 2011 for turbulensen på aktiemarkederne. Forårets store jordskælvsulykke, som efterfølgende blev til en tsunami- og atomulykke i Japan, blev efterfulgt af urolighederne forbundet med det arabiske forår i Mellemøsten og i Nordafrika. Det evige spørgsmål om Euroen og valutasamarbejdets fremtid blev ved med poppe op igennem hele 2011. Og i verdens største økonomi har de også deres at se til. Den enorme gæld som USA har opbygget gennem årene var bl.a. med til, at Standard & Poor’s nedgraderede landets kreditværdighed for første gang i historien.
Og hvorfor bruger jeg din og min tid på at skrive om noget, der ér sket? Noget der hører fortiden til.
Spoler man tiden tilbage til starten af 2011, og undersøger hvad forventningerne til 2011 var, opdager man hurtigt, hvor uforudsigelige aktiemarkederne er. For hvem kunne have forudset katastrofen i Japan eller omfanget af det arabiske forår? Men ikke desto mindre har disse hændelser, om noget, haft deres effekt på aktiemarkederne.
Et eksempel: Forventningerne til BRIK-landene hos mange finanshuse var store. I 2010 skrev mange analytikere i deres årsrapporter og forventninger til 2011, at vækstraterne i BRIK-landene under ét ville ligge højt, og at der dermed var gode muligheder for aktieinvestorer. FAKTUM er, at indekset for BRIK-landene i 2011 faldt med mere end 20%, mens de specialiserede danske investeringsforeninger i denne kategori faldt med mere end 25%.
Forventningerne i slutningen af 2010 var endvidere, at renten gradvist ville blive hævet i løbet af anden halvdel af 2011, samt at den europæiske gældskrise som trusselsbillede ville være aftagende. FAKTUM er, at samme analytikere i dag ser langt efter en rentestigning, og den europæiske gældskrise har i modsætning til forventningerne kun eskaleret igennem 2011.
Min pointe med ovennævnte er på ingen måde at pege fingre af analytikere. FAKTUM er nemlig, at det er overordentligt svært at spå – især om fremtiden.
Ingen kan med præcis nøjagtighed forudse fremtiden i det hele taget. Og specielt ikke udviklingen i aktiekurserne. Når det handler om dine hårdt tjente penge – tænk dig derfor altid om en ekstra gang, inden du hopper med på en trend eller en ”eksotisk” investering.
Og hvad er forventningerne til 2012? Kan man regne med ”spåkonerne” denne gang? Hvad kan vi vente os i løbet af 2012? Der kan indtræffe nye naturkatastrofer, som vi slet ikke har fantasi til forstille os, komme nye regionale eller globale konflikter, monetære kriser etc. Hvordan vil markederne reagere på det?
Det nytter imidlertid ikke noget at gå i evig frygt og afvente det værste – eller tro at verden kommer tilbage til det ”normale” igen. Derfor er det vores holdning, at man skal sørge for at vælge solide, gennemskuelige og forståelige måde at vælge sine investeringer på. Man bør vælge gode og solide selskaber, og lade dem udvikle sig over tid. De markedsmæssige udsving har ikke den store betydning i forhold til det lange seje træk. Man kan alligevel ikke ramme top/bund. Det er den langsigtede udvikling i aktiekursen, der er interessant. Denne udvikling skabes af selskaberne – ikke af ”markedet”. Aktieinvestorerne skal derfor være tålmodige.
Tænk nu langsigtet når det f.eks. handler om dine pensionspenge. Pas nu godt på dem.
Det er dine penge, det er din fremtid!
Skriv en kommentar